|
|
Fodboldbølgen over Danmark nåede i 1985 stormflodshøjde, og det var (og er) utroligt at se så mange rød/hvide klædte danskere til landskampene. Jeg (Alex) havde min "landskampsdebut" mod Rusland i Idrætsparken 5. juni 1985 - og hvilken debut! Vi slog russerne 4-2 efter en kamp, som af mange regnes for den bedste danske landskamp nogensinde.
Efter den landskamp, der var del i kvalifikationen til VM i Mexico i 1986, bestemte jeg mig hurtigt for, at jeg gerne ville se returkampen i Rusland. Herved tænkte jeg ikke kun på fodboldkampen, men også på den enestående chance til at se et ellers ukendt land, ihvertfald for mig.
Sammen med min barndomsven Palle fra Frederikshavn drog jeg afsted på en uges busrejse. Turen blev skildret i Bankdatas personaleblad i november 1985 - og kan genopleves her!
Turen startede på Axeltorv i Fredericia lørdag aften kl. 19.30. Turen gik over Fyn med opsamling i Odense og over Sjælland med opsamling bl.a. i Helsingør.
Kl. 01.30 søndag morgen sejlede vi over til Helsingborg, og så gik det ellers op gennem Sverige hele natten. Det var lidt svært at sove, bl.a. fordi øllene kun kostede 5 kr. i bussen. Over middag nåede vi Stockholm, hvor der blev tid til sightseeing. Om aftenen skulle vi med Finlands-båden fra Kalleskær (100 km. nord for Stockholm). På båden var der bestilt kahytter, og det var skønt at få sovet lidt.
Lillebælt Rejser i Fredericia havde et godt tilbud med en busrejse til Moskva. Det ville blive hårdt at køre i bus i det meste af den uge, rejsen ville tage. Men vil man opleve bare lidt af Rusland, skal man ikke vælge en rejse med fly til Moskva.
Næste morgen kl. 06.00 startede bussen mod den finsk/russiske grænse, som vi nåede sidst på eftermiddagen. Nu bliver man jo ikke bare lige lukket ind her, som man f.eks. gør det i Padborg. Her må man pænt være udstyret med tålmodighed, for de russiske toldere er ganske lige glade med at der holder 10-15 danske busser og vil ind.
Alt skal checkes. Bussen bliver lukket op (også hvor det ellers ikke er muligt), og med spejle kontrolleres alle mulige og umulige steder i bussen. En lille mongol fiser op og ned ad en stige, der er placeret ved siden af bussen, for at se om nogen skulle være faldet i søvn oppe på taget. Samtidig bliver folk undersøgt på kryds og tværs. Bare det at se, når den russiske tolder skal kontrollere passet, det er et syn for guderne. Det tager ca. 30-45 sekunder at kontrollere om pasfotoet er i orden. Kufferterne bliver endevendt og alt mistænkeligt bliver diskuteret med de øvrige toldere. Især blev vore bannere undersøgt. Jeg tror de ville sikre sig at der ikke stod noget ."samfundsskadeligt" på bannerne. På et af bannerne stod der bl.a. Lenin Stadion. Det var tolderne meget lidt glade for, men efter en lang diskussion, fik ejeren lov til at tage sit banner med.
Her ved grænsen fik jeg for første gang at se hvilket "stenansigt" russerne går med. Det var et sjældent syn at se russerne (og især tolderne) fortrække en mine. Vi forsøgte ellers ihærdigt at fortælle tolderne at vi fik 4 mål, mens de kun ville få 0.
Efter ca. 3 timers venten, blev vi "sluppet løs". Vi skulle køre ca. 40 km. til Vyborg, hvor vi skulle samle en russisk guide op. Denne guide skulle følge os på hele turen i Rusland. Det viste sig at være 2 guider, 2 unge piger, der begge viste sig at kunne tale et forbavsende godt engelsk. Jeg tror ikke at jeg har hørt nogen dansker med så gode engelsk-kundskaber.
NU gik turen mod Leningrad, hvor vi skulle overnatte på et hotel. Fra Vyborg til Leningrad er der ca. 160 km. Nu er det dog ikke en tur man lige klarer på 2 timer, for de russiske veje er meget, meget dårlige. Vi havde fået at vide at Hærvejen herhjemme ville være bedre, og det var lige ved at holde stik. Godtnok er vejene asfalteret, men belægningen er meget hullet og ujævn. At køre hurtigere end 80 km. i timen er simpelthen umuligt. Flere danske busser blev i øvrigt ødelagt på grund af vejforholdene, og det betød et forlænget ophold for en del danskere i bl.a. Moskva.
Vi nåede til Leningrad tæt på mandag midnat, og vi glædede os til et godt måltid varm mad, et bad og en dejlig seng. Restauranten på hotellet var lukket tidligere på aftenen, så aftensmaden kom til at bestå af en madpakke til hver. Det vakte en del sure miner blandt de bedre vante danskere. Jeg tog det som en oplevelse, for var man sulten nok, kunne det vel spises.
Madpakken bestod af 2 tykke franskbrødsskiver uden smør, et par skiver fårepølse (spegepølselignende) og et par skiver ost, der med danske øjne så ud til at have ligget i solen hele dagen. Sidst i madpakken var et æg, der i flere tilfælde, var kogt helt grønt, Derudover en balle, som mine lugteorganer forbød mig at smage på. Det øvrige gled dog fint ned, med hjælp fra en, tysk dåseøl. Bagefter var der ingen problemer med at sove efter den lange køretur.
Om morgenen berettede flere af de øvrige danskere om karkelakker på deres værelser, men dem havde vi ikke set, eller også havde vi sovet fra dem. Til morgenmad glædede jeg mig til en kop god kaffe, men nej! På morgenbordet stod nøjagtig de samme ting, vi havde set i vores madpakker aftenen ført Dertil blev der serveret kirfir (et mælkeprodukt) og te. Især det sidste huede ikke en kaffeelsker.
Efter morgenmaden skulle vi videre mod Moskva. Det ville blive en bustur, der ville vare hele dagen, og vi skulle have madpakke med fra hotellet. I tror det er løgn, men der var ikke sket noget nyt mht. indholdet i madpakkerne. Kun var der nu kommet et æble ned oven i alt det andet. Det går nok alt sammen, når vi er blevet sultne nok, og det gjorde det.
Så gik det ellers ud af landevejen, efter en lynsightseeing i Leningrad. Da vi først var kommet ud af Leningrad var der ikke meget andet end træer på den 800 km. lange strækning til Moskva. Vejen er lige så dårlig som fra grænsen til Leningrad, en bred og dårlig asfalteret vej med en rabat, der ville være bedre, hvis den var belagt med jernbanesveller. På vejen så vi kun gamle lastbiler og busser af en årgang, der med garanti ikke kører i Danmark mere.
Personbiler så vi ikke mere end 10-20 stykker af, på den 800 km. lange strækning. Vi underholdt hinanden og de tyske dåseøl hjalp os på vej. Undervejs på vejstrækningen var der placeret "kontrolposter' i form af et lille 2-etages tårn. Disse vagtposter checkede vores busnr. og sendte telefonisk besked videre om at vi havde passeret hans post. Vores busnr. var forresten 13, men det slog os overhovedet ikke ud.
Kl. 21.30 ankom vi til vores hotel i Moskva. Det var et af de hoteller, der var blevet opført i forbindelse med De Olympiske Lege i 1980. Det var meget stort og vi fik at vide at her skulle alle danskere bo, inklusive de danske spillere. Dem så vi dog ikke noget til under opholdet. Alligevel skrev flere af pigerne på postkort hjem, at de lige havde mødt Elkjær og han havde været inde og få en pils sammen med dem.
Vi var spændte på, om vi igen skulle have madpakke til aftensmad, men til neget stor glæde for os alle stod menuen på bl.a. gullasch og kartoffelmos, dertil (det sædvanlige) te. Det er utroligt, som vi danskere er vanemennesker, hvad angår mad og drikke.
Efter aftensmaden valgte nogle få at tage med bus til et andet hotel (også kun for udlændinge), hvor der ville være fest. Andre myldrede ud for at stifte lidt bekendtskab med de russiske sortbørshajer, der ville købe faktisk alt mellem himmel og jord. Jeg fulgte størsteparten og gik op på værelset for at checke min seng. Mens jeg lå der, tænkte jeg, at i denne seng havde der sikkert sovet en eller anden kendt person under De Olympiske Lege i 1980.
Næste morgen var jeg spændt på at se alle de øvrige danskere, der var ankommet til hotellet før og efter os tirsdag aften. Det skulle blive sjovt at se så stort et hotel servere morgenmad for så mange mennesker. Det lykkedes over al forventning. Et transportbånd sendte en jævn strøm af bakker med et "madpakkelignende" indhold ud til os. Køen var lang, men vi nærmest gik frem til transportbåndet alligevel.
Så skulle vi ud på den berømte (fra danske dagblade) sightseeingtur, som automatisk var inkluderet i turens pris.
Det synes jeg er i orden, for det ville da være tåbeligt at tage til Moskva uden at se Kreml og Den Røde Plads. Det var fint vejr og en 3. russisk guide fortalte os om Moskvas historie, befolkning og flotte bygninger m.v.
Vi stoppede flere steder, bl.a. på Lenin Højene, hvor der er fin udsigt over en del af Moskva. Vi kunne herfra kigge lige ned på Lenin Stadion. Der skulle vi ordne russerne selvsamme aften!
Vi skulle selvfølgelig også se Kreml, hvor bygningerne er meget flotte med de guldbelagte tage.
Bagefter spadserede vi til Den Røde Plads, der slet ikke er rød!
Det var blevet over middag og vore maver begyndte at længes efter mad. Undervejs gjorde vi holdt ved en af de såkaldte Berjozka-butikker. Det er butikker kun for udlændinge. Her tager man kun imod vestlig valuta.
Vi ville proviantere lidt med drikkevarer til, når vi skulle feste over sejren. I Rusland er der dog noget, der hedder middagslukning, så mange danske busser kørte forgæves her.
Vi slog os til tåls med, at der på vores eget hotel fandtes en lignende Berjozka-butik.
Efter middagsmaden på hotellet og en lille middagslur på værelset, skulle vi prøve det, vi havde grinet så meget af russerne over, nemlig at stå i kø. Russerne står i kø foran deres forretninger, så man skulle tro, at der var gratis uddeling af varer de næste 30 min. Et sted i Leningrad havde vi dagen i forvejen set en kø på måske 500 - 1000 mennesker. Vi danskere havde aldrig set så mange mennesker foran en forretning. Da vi hørte, at det var en slagterbutik, russerne ventede foran, kunne vi kun grine.
Men da rygterne spredtes, at der i vores lokale Berjozka-butik på hotellet fandtes DANSK Øl, var der pludselig en imponerende kø af tørstige danske roligans!
Panikken bredte sig, da folk opdagede at lageret bestod af 16 kasser med hver 24 dåseøl. De blev revet væk på 19 sekunder, også selv om prisen var 15 dollars - godt 150 danske kr.
Efter aftensmaden skulle alle de danske busser (50 stk.) køre med politieskorte til Lenin Stadion, og nu var humøret jo bare i top. Vi havde måske lige fået et par dråber for meget inden for vesten, for vi havde hørt at intet drikkeligt måtte forefindes på stadion. Vi havde også hørt fra danskere, der havde overværet ungdomslandskampen mellem Danmark og Sovjet samme sted dagen i forvejen, at paraplyer, tudehorn, bannere med pinde osv. ville blive konfiskeret inden kampen og udleveret bagefter.
Da vi var på vej ind på stadion, var der en lettere beruset dansker, der dristede sig til at kysse en russisk politibetjent, og så var kampen ellers forbi for den dansker.
Det var meget surt at erfare at vi danskere var spredt i grupper på 40 - 50 stykker over hele stadion, godt omgivet af de mørkklædte russere. Hver gang vi forsøgte at synge, piftede de omkringsiddende russere, så vi ikke engang kunne høre os selv. Det var surt, for sådan behandlede vi danskere da ikke de russiske tilskuere i Københavns Idrætspark.
Først kort før kampen hørte vi at Ole Qvist var syg, og det var vi meget kede af. Da Preben Elkjær så blev skiftet ud efter 10 minutters spilletid, var vi dybt ulykkelige. Alligevel var det en god kamp og vi var alle godt tilfredse med den danske indsats. At tabe 1-0 til Rusland var et virkeligt godt resultat på Lenin Stadion.
Politieskorte tilbage til hotellet, hvor vi skulle have en "lille" fest! Flere tusinde danskere samlet på et hotel, så der kan måske sættes et spørgsmålstegn ved ordet lille.
Jeg ville lige ringe til mine forældre i Frederikshavn, for at fortælle at vi havde det godt herovre. Det varede en time inden samtalen var ekspederet, og jeg talte i 4 minutter. Pris: 200 kr. Det gik lidt værre for vores chauffør, der ikke traf nogen hjemme i Danmark, da han ringede. Det kostede ham alligevel 150 kr. at ringe.
Mange danskere havde vekslet dollars på det sorte marked, hvor man sagtens kunne få 10 gange mere end ved de officielle vekselsteder. Det bevirkede at de kunne købe billig vodka. Nu var det nemlig sådan, at man i Moskva for nylig havde opdaget et voksende alkoholproblem, og det løste man ved at 10-doble prisen for vodka. Prisen var nu ca. 12 rubler. Jeg så bl.a. en dansker med hele 11 flasker vodka, og jeg sagde til ham: "Er du rigtig klog, det får du aldrig gennem tolden!. Hans svar: "Det skal da ikke gennem tolden. Det er drukket inden vi tager herfra imorgen tidlig!". Stakkels fyr, tænkte jeg.
Jeg holdt ud til kl. 06.00 torsdag morgen. Ved den tid var der ikke meget liv tilbage på hotellet, og jeg havde bl.a. brugt et par timer på at snakke med en af de russiske ansatte på hotellet. Han havde natarbejde i receptionen på den etage, jeg boede på (18.).
Den samtale var for mig et af højdepunkterne på turen. Det var sjovt at diskutere alt mellem himmel og jord med ham, og da samtalen gik på våbenkapløbet, var det selvfølgelig amerikanerne, der var gal på den. Jeg tror ikke, han vidste så meget om det hele som, vi vesteuropæere gør.
Han spurgte mig bl.a., hvad mit job var, og det var umuligt at forklare ham at jeg programmerede computere. Jeg gjorde et ihærdigt forsøg, ved bl.a. at hente et nummer af "Alt Om Data", som jeg havde med, men han stirrede bare på de edb-maskiner, der var afbilledet i bladet. Det havde han hverken set eller hørt noget om.
Næste morgen var det afgang mod Leningrad kl 09.00. Vi kendte jo turen, så det var svært at kæmpe sig ud af dynerne, men det gik. Da vi havde kørt ca. 50 km., løb vi tør for diesel. Det er ikke rart at løbe tør på de russiske landeveje, hvor man ikke ved, hvor langt der er til den nærmeste by. Og så er der ikke engang benzinstationer i alle byer derovre. Nå, men det så nu komisk ud da 10 - 15 passagerer strømmede ud af bussen og flagrede med øldåser, kasketter, trøjer osv., for at stoppe en russisk lastbil, i håb om at kunne købe lidt diesel af ham. Det lykkedes, og vores russiske guide forklarede ham problemet. Han fandt en blikspand frem og deri blev der "pumpet" 25 liter dieselolie. Så skulle vi kunne klare den til næste benzinstation.
Ved russiske benzinstationer er der, som alle andre steder derovre, timelange køer. Når der så dukker en udlænding op, er det almindelig kutyme at russerne viger, så udlændingen hurtigt kan tanke op. Det syntes vi lød skørt, men vi var selvfølgelig glade for ikke at skulle vente længe. Den benzinstation, vi holdt ved, var særdeles dårlig efter vores standard. Der lugtede forfærdeligt af benzin, så vi skulle ikke prøve på at tænde en cigaret her. Det var også forbudt at fotografere. De var nok ikke interesseret i, at andre skulle se elendighederne. En af vores medpassagerer "kom dog til" at tage et enkelt billede, med risiko for at få konfiskeret hele filmen.
Da vi nåede frem til Leningrad torsdag aften, var vi spændte på, om vi skulle have madpakker igen. Heldigvis stod middagen på andesteg (nogle fik også noget der mindede om tartéletter). Desuden var der de obligatoriske 2 cm. tykke franskbrødsskiver, fårepølse og ost. Nyt var også salat med rødkål, æbler mm., og det smagte faktisk imponerende godt.
Til middagen var der levende musik, nok fordi vi var kommet så sent, så de øvrige gæster på hotellet havde spist, og var ved at få en lille svingom. Flere danskere skulle have .skudt nogle af alle de "sorte" rubler af, så de hyggede sig med rigelige mængder champagne. Dér ærgrede jeg mig lidt over, at jeg ikke havde vekslet rubler på det sorte marked.
Der findes mange prostituerede i Rusland (dog ikke officielt), og hvis betalingen falder i dollars, er prisen meget lav, forlyder det. En af vore rejsekammerater fortalte, at han havde set en af disse prostituerede, der efter et besøg på et af hotellets værelser, havde taget elevatoren ned alene. I hotellets forhal blev hun modtaget af politiet, og danskeren berettede om, hvordan hun græd hjælpeløst. Vores russiske guide fortalte os, at hvis en russer bliver taget med vestlig valuta på sig, står han/hun til 5 års fængsel, uanset beløbets størrelse.
Næste morgen valgte vi at droppe morgenteen på hotellet, for istedet at tage af sted mod den russisk/finske grænse så tidligt som muligt.
Den ene guide var taget af sted i Leningrad, og vi tog afsked med den anden guide i Vyborg, hvor hun var kommet på bussen 4 dage forinden. Vi samlede lidt rubler ind til hende, men hun nægtede at tage imod dem. Hendes dagløn var på 3-4 rubler (ca. 20-40 kr.), og vi havde ca. samlet 70 rubler sammen. Hun sagde, at det var strafbart at tage imod dem, og det var der jo ikke noget at gøre ved.
Vi nåede grænsen ved 11.30 tiden, og kom til at holde som nr. 19 i busrækken. Det ville tage sin tid, for russerne slap kun 4 - 5 busser igennem i timen. De lovede dog på et tidspunkt, at de ville "sætte farten op", så de nåede op på 6 busser i timen.
Vi kunne godt se at det ville blive svært at nå vores færge i Helsingfors om aftenen, men vi kunne lige så godt slappe af, og vi trøstede os med, at de fleste af de øvrige busser skulle med samme færge.
Da vi holdt som nr. 3 eller 4 i rækken, fik vi at vide, hvorfor det gik så langsomt med at komme igennem. Alle, der havde rubler, skulle veksle til vestlig valuta, da det er forbudt at udføre rubler. Russerne var løbet tør for vestlig valuta, og man ventede nu på en bil, der skulle komme med valutaen. Hvis en passager gjorde mine til at ville veksle, blev hans bus straks bedt om at køre til side, indtil valutaen kom, og det kunne jo tage timer. Vi fik besked på at gemme vores rubler, og i bussen bagved brændte de simpelthen rublerne i bussens håndvask, for at slippe igennem tolden. Jeg gad nok vide, hvornår de russiske toldere opdagede grunden til, at der pludselig ikke var nogen, der skulle veksle.
Vi slap igennem og ilede mod en finsk telefon, for at ringe til rederiet, så vi kunne fortælle, at de danske busser havde problemer ved grænsen. Rederiet lovede at vente
en halv time ekstra på os, og så havde vi pludselig halvanden time til at køre de 200 km. til Helsingki - og finde færgen.
I Helsingki kørte vi billøb som aldrig før. På et tidspunkt var vi tæt på at komme i klemme mellem en sporvogn og en bil, men chaufføren sagde: "Der var da masser af plads" - mens han tørrede sveden af panden.
Vi nåede færgen, som sejlede i samme øjeblik, vi kørte ombord. Nu skulle det blive dejligt at få rigtig vestlig mad og et godt glas vin. Heldigvis var der bestilt bord til os, så vi kunne sætte os til bords, straks efter vi havde fundet vore kahytter og fået et bad.
Et godt stykke oksekød og et par glas rødvin, og så var der fest i den danske lejr igen! Nu var det jo fredag aften, så der var fest på færgen, der skulle være verdens største autofærge. Jeg snakkede med en masse finnere, og havde det vældig morsomt.
Det gik så godt, syntes jeg, så det var synd at gå til køjs. Til sidst sov alle mennesker omkring mig. Jeg vandrede rundt på båden, for at puste liv i folk, men de blev bare sure og gale på mig, når jeg råbte: "IMPONERENDE som I sover!"
Ordet imponerende var iøvrigt blevet et modeord i bussen, takket være en af de festligste i bussen. Hver gang han kom i nærheden af vore russiske guider, lagde han hovedet på sin skulder, kiggede længe på den ene guide, og sagde så: "IMPONERENDE, hun ser stadig godt ud!" Hele bussen lå flade af grin hver gang, og den stakkels guide forstod ikke hvorfor.
Det var nu blevet lørdag morgen, og vi nåede til Stockholm. Så var der ellers bare "smutturen" til Helsingborg, og der var alle ved at være matte i sokkerne.
Da vi sejlede over Øresund til Helsingør, var det ved at blive mørkt. Vi tog afsked med Københavnerne, og blev alle enige om at mødes i januar måned, for at kigge hinandens billeder.
Jyderne og fynboerne havde lidt vej tilbage, og på Storebæltsoverfarten gjorde vi de øvrige passagerer opmærksomme på, at vi havde været i Moskva. Ikke ved at råbe og skrige, for det havde ingen af os energi til, men blot ved vores påklædning. Der var vel ingen i Danmark der stadig gik rundt med rød- hvide Danish Dynamite trøjer osv., en hel uge efter kampen var slut?
Vi nåede til Fredericia kort før midnat lørdag, og det var endestation for de fleste, og sandelig om ikke de begyndte at snakke om, at de ville ned og feste på restaurant Knudsborg? IMPONERENDE!
Det er muligt, at hele min beskrivelse af turen til Rusland, virker negativ, men jeg vil sige det således: Det er fantastisk at rejse til et land, der udadtil virker så fattigt, og så alligevel kan sende folk ud i runnet. Jeg har på intet tidspunkt fortrudt, at jeg tog med derover - tværtimod. Det har været en meget stor oplevelse at se en (lille) del af det land, der ellers er omgivet af så megen mystik. Og jeg må sige, at landet slet ikke er, som jeg troede. Nu kan jeg i det mindste tillade mig at sige, at jeg har været i Rusland. og har I nogensinde prøvet at løbe tør for diesel mellem Leningrad og Moskva??? Det har jeg!
Jeg kan koge hele denne beskrivelse ned til et ord: IMPONERENDE! - tak til Lillebælt Rejser og de øvrige passagerer i bussen – inklusive min gode ven Palle fra Frederikshavn - for det!
Klik på billederne, for at forstørre dem
Ivan på vej til Rusland |
De russiske veje er ikke super |
Hus i Rusland |
Madpakke |
Stadion i Moskva |
Moskva |
Moskva |
Moskva |
Moskva |
Moskva |
Moskva |
Fra vores hotel |
Restaurant på hotel |
Med politieskorte til landskamp i Moskva |
Fra landskampen i Moskva |
Vi fejrer at vi kun tabte 1 - 0 |
Foran hotellet i Moskva |
Har du prøvet at køre tør mellem Moskva og Leningrad? |
Vægmotiv |
Vej og lastbiler i Rusland |